15. august 2016

Grønnegade 28

 

Charmerende byhus beliggende i hjertet af Nykøbing Mors. Murermestervilla fra 1900 som oser af charme, og som har bevaret mange af de originale detaljer. Huset er beliggende i et roligt kvarter, men alligevel kun med få minutters gang til både dagligvareindkøb, gågade og Limfjorden.

Boligen er på 139 m2 fordelt på to plan. Underetagen indeholder to stuer en suite, som er placeret mod gaden, hvor det er muligt at følge med i dagens gang. Begge stuer har trægulve og original stuk. Nyere pilleovn central midt i underetagen. På modsatte side mod gårdhaven er et dejligt stort og rummeligt køkken/alrum, hvor der er plads til et stort spisebord, hvor hele familien kan samles. Køkken/alrum har klinker på gulvet. Derudover er der i undeetagen to entréer samt et lille toilet.

På 1. sal er de 66m2 fordelt mellem to store værelser med kvist, et mindre værelse, et badeværelse og et lille pulterrum.

Til huset følger en charmerende lukket gårdhave, hvor der er sol hele dagen. Her er to terrasser og en græsplæne samt et udhus på 38 m2. Udhuset giver god mulighed for frostfri opbevaring af f.eks. grøntsager og havemøbler. Der er desuden indrettet et værksted i udhuset. Der er mulighed for at lave gennemgang fra køkken/alrum til udhuset. Haven er en skøn oase, hvor der næsten altid er læ, og med de to dejlige terrasser, er det altid muligt at finde en plads i solen. Haven rummer æbletræ, pæretræ og brombær.

YouSee kabel-tv er indgravet, så der er mulighed for nem tilslutning.